Min tid i Afghanistan

Jeg boede 6-7 år af mit liv i Afghanistan. 

Jeg havde samme alder, som min søn Elias har i dag, da vi flygtede fra landet. Og de ting jeg oplevede på den korte tid, er noget jeg virkelig aldrig håber mine egne børn kommer til at opleve.

baby børn, en dreng og en pige i afghanistan Min ældste lille søster og jeg i Afghanistan.

Mine forældre  fortalte os..

at grunden til vi skulle flygte var for, at give os (mine 3 søstre og jeg) et bedre liv og en fremtid. Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at tro på det, samtidig med at jeg ikke helt forstod, hvad det ville sige. Som teenager havde jeg svært ved at acceptere forklaringen om, at det var for vores skyld at vi flygtede. Jeg vidste nemlig også at Mujahideen (senere kaldet Taleban) var efter min far, og jeg tænkte derfor ofte, at det mere var derfor vi skulle flygte og forlade landet. Men som voksen, og især nu efter selv at være blevet far, kan jeg sagtens forstå og sætte mig ind i, hvad mine forældre gjorde for mig og mine søstre. Det eneste vi, som forældre, ønsker er, at vores børn har det godt, er trygge og har en åben og god fremtid foran sig. 

Minder

Det er begrænset ,hvad jeg kan huske. Men jeg vil alligevel lige prøve at beskrive nogle af mine få minder fra min tidlige barndom i Afghanistan.

 Min far var oberst i det Afghanske militær under borgerkrigen. Det betød at rejste meget rundt og derfor sjældent var hjemme. Vi som familie var også nødt til at flytte rundt i landet, da min far hele tiden blev flyttet rundt på forskellige baser. Min tid i Afghanistan var derfor meget flyvsk og det meste af tiden uden nogen fast bopæl.

min far og daværende afghansk konge Min far og daværende Afghansk kone

Min mor var skolelærer, og jeg kan huske at jeg som lille dreng ofte var med hende inde i hendes klasse. Jeg kan huske, hvordan jeg lærte at skrive mit navn og tal på afghansk. Men det har jeg desværre glemt nu.

Minderne fra Afghanistan er som nævnt meget begrænset, men de minder der står tydeligst, og de som jeg aldrig glemmer, er dem hvor jeg følte mig bange.

Mujahideen Mujahideen.

1) Jeg kan huske, at vi havde været på familie tur og var på vej hjem. Jeg kan huske, at mine forældre snakker sammen om, at nu skal vi skynde os hjem for Mujahideen har overtaget den bydel, vi boede i. Da vi var på den vej vi boede på, kan jeg huske, at vi kunne se nogen komme løbende længere fremme og efter dem kom der en flok, som skød på dem. Jeg tror, at dette minde er så tydeligt, fordi min ældste lillesøster besvimede af ren skræk, og min far derfor løftede hende op og bar hende hjem.

2)Nogen tid efter, jeg kan ikke huske om det er dage, uger eller måneder. Men jeg kan huske at jeg en dag kører i bus med min far. På turen var der en form for “checkpoint”, som var styret af forhenværende mujahideen, som nu var delt op i flere grupper bl.a. Taleban. Formålet med disse “checkpoints” var at fange/dræbe de der talte et andet sprog. 

kvinder før krigen i afghanistan                                                  kvinder i Afghanistan før Mujahideen overtog landet.

Det kræver vist en forklaring: I Afghanistan er der flere sprog, de to mest talte og officielle sprog er Dari og Pashto, heraf er det mest talte Dari, som tales af ca halvdelen af befolkningen. Vi i min familie taler Dari, men min far, som den eneste, taler begge sprog flydende og uden accent.

Tilbage til mindet igen. Vores bus blev også stoppet ved denne “checkpoint”, og jeg kan huske to mænd med gevær træde ind i bussen, de så ret skræmmende ud, de maste sig gennem bussen og bad alle om ID.

Mens vi ventede på at disse to mænd skulle komme over til os, kan jeg huske at jeg kiggede ud af vinduet. Her så jeg det mest uhyggelige og skræmmende, jeg kan huske. Udenfor var der en form for pæle, som de brugte til at hænge folk på, og der hang allerede 3 personer. Den dag idag, kan jeg stadig se det for mig.

Jeg var nu endnu mere bange for mændene med gevær og frygtede, hvad der ville ske, når de kom over til min far. Mændene talte nemlig Dari og vi var fra et område der talte Pashto, og jeg frygtede at de kunne høre det på min far. Heldigvis for os kunne de ikke høre det på min far og fik lov at fortsætte vores tur med bussen.

afghansk mur                                                           Typisk afghansk mut mellem husene

3)Endnu et skræmmende minde fra afghanistan, var da vores nabo havde gemt en der var flygtet hjemme hos sig.

Da en af de nye grupperinger (dem efter mujahideen) opdagede at vores nabo skjulte den flygtede hos sig, satte de ild til deres hus. Vores nabo havde et kæmpe stort hus, og jeg husker, hvordan man kunne høre skrigende inde fra huset, mens det brændte. Vores hus var omringet af en mur, og vi var inde i vores hus, hvor vi sad halvt skjult og kiggede ud af vinduet. Pludselig kom der en mand gående på muren, han kiggede hen mod vinduet og fik øje på os. Han tog sit gevær op og begyndte at skyde mod os – min far rev os væk fra vinduet, hvorefter han kastede sig selv over os.

Jeg kan ikke huske, hvor længe der går, hvordan eller hvorfor det stopper. Da vi føler det er sikkert, går vi ud og kigger på vores hus. Vinduet gik ikke i stykker, men der var et stort hul i muren ved vinduet – så enten var han en dårlig skytte eller også var det en slags advarselsskud.

Det her er nogen af de minder, der står klarest i min hukommelse. 

Samim

Samim

Mit navn er Samim og jeg har boet i Danmark siden August 1995. Hvor jeg kom til som 10årig. Jeg er gift med Trine og sammen har vi 3 skønne børn, Elias, Valentina og Emilio.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *